User:Jonasl/Lillefrø og Grønneskoven

From Wikipedia, the free encyclopedia

A fairytale by Jonas Kristoffer Lindeløv

1.

Der var engang en lille frø, der forfærdeligt ønskede sig at komme ind i Grønneskoven. Alle de andre frøer ville ikke høre tale om at det kunne ske, og de fortalte forfærdelige skrækhistorier om de store frøædende monstre og andre farlige ting der var derinde.

”Du ved nok, Lillefrø, at dem der er gået ind i Grønneskoven aldrig er vendt tilbage, så vi kan da så sandelig ikke have at…”

Men Lillefrø hørte ikke efter… se han sad og dagdrømte om de spændende nye ting man kunne se i Grønneskoven i selv samme øjeblik.

”… og engang da en af vores kære frøer kom ud; ja det var jo længe før du var haletudse, der fik vi et og andet at høre om de onde kræfter der er inde i Grønneskoven. Det var ganske forfærdeligt som han…”

Åh, Grønneskoven lå jo kun en rask dags hop væk. Hvis man nu bare tog et lille kig, det kunne da umuligt skade Lillefrø selv, og når den kom hjem igen og fortalte de andre om hvor herligt det havde været, ville der være stor jubel. Og så kunne de alle sammen flytte derind i stedet for at bo i dette grumsede mudderhul.

Her var jo kun lige nok insekter til at holde flokken, og man gik ikke i vandet for sjov. Det var så mudret at man ikke kunne se en svømmefod for sig, og ramte man bunden var der simpelthen så tykt af slam at en ærlig frø ikke havde en chance for at finde rundt. Ned til vandhullet var der kun noget sand og nogle sten. Ingen dejlige fugtige tørvekanter med høje siv og friskt grønt græs hvor der hang vanddråber på.

Det havde Lillefrø engang set. Et ganske lille græsstrå der dårligt nok var højere end ham selv hvorpå spidsen der hang en lille dråbe. Han havde kigget ind i den, og set hvordan græsstrået var meget klarere at kigge på, og hvordan verden ændrede sig. Man så ikke kun ligeud, men til alle mulige sider samtidig, og at tænke sig at der faldt flere tusinde regndråber på en solopgangs tid, var næsten ikke til at bære når den tænkte på det. Han havde dog meget sjov ved at hoppe rundt og fange regndråberne med tungen, mens alle de andre holdt komsammen og hoppede lidt rundt uden noget formål. Det var deres måde at hygge sig på, da frøer generelt ikke er særligt intelligente.

”… så der kan slet ikke være tale om at du nogensinde skulle…”

Lillefrø kom i tanke om at den nok skulle give et lille tegn til Stribefrø, at den hørte ivrigt efter. Lillefrø svarede med et forstående *kvæk* og tænkte på de store træer i Grønneskoven…

2.

Den samme nat sad Lillefrø og tænkte. Det var alligevel ikke så nemt bare at tage af sted. Hvad ville de andre sige når han kom tilbage, hvis de nu slet ikke var interesseret i at høre? Gad vide om de ville tro at Grønneskoven var skræmmende uanset hvad Lillefrø sagde når han kom hjem og fortalte om alle de dejlige ting han havde set og oplevet…

Men hvis der nu var store farlige dyr der åd frøer. …Endda værre end døds-frøen med de store svømmeluffer den svømmede i luften med, de røde ben og de øredøvende døds-kvæk der varslede dens komme. De gamle havde fortalt at det findes endog værre dyr i Grønneskoven, og dem kunne Lillefrø jo nok regne ud at det var værd at holde sig fra.

Men... lys igennem trækroner, nye friske planter, flere og mere saftige insekter, noget helt nyt. Snart var frygten slået ud af Lillefrø’s hoved, for han havde ganske glemt den. Han var så sandelig en eventyrlysten lille frø.

Så da de første fuglefløjt lød, tog Lillefrø de første hop på hans eventyrlige rejse mod Grønneskoven.

3.

Solen vågnede og strakte sig langsomt op på horisonten. Den gjorde sig nemlig klar til at springe videre op på sin svømmetur hen over himmelen. Himmelen var blå, med nogle små skyer lidt hist og her, og Lillefrø hop-hop-hoppede med et friskt tempo og stor iver igennem græsset der lå omkring vandhullet.

Da solen stod i 1 græsstrås højde havde Lillefrø aldrig været så langt væk før. Hop hop… Den var i udkanten af græsset nu, og den havde kun hørt om den store sorte ørken, men aldrig set den med sine egne øjne før. Det var en asfalteret vej, men det kunne Lillefrø jo ikke vide når han kun havde boet i et mudderhul. Det var så nyt og så anderledes somhan aldrig havde set før.

Der var lige et lille stykke grus fra det grønne græs til ørkenen ganske brat startede. Den var helt sort, og så ganske hård ud. Lillefrø hoppede ganske forsigtigt hen til den og kiggede lidt på den. Den var helt flad, og han kunne næsten ikke se over til den anden side. Men han kunne se at han var kommet tættere på de store træer. Faktisk så det ud til at han kunne nå helt over til dem inden solen lagde sig til at sove på den anden horisont. Han udstødte et højt kvæk af begejstring. Det her var det sjoveste og mest spændende han nogensinde havde oplevet.

HOP! Han hoppede op på ørkenen. Det var helt nyt og spændende at stå på det sorte stads. Han kunne se at ørkenen var helt aflang. Han skulle bare over den, men han kunne slet ikke se enderne på den i bredden. Den var helt varm og tør, og solen bagede ned på ham som den gjorde nede ved kanten af vandhullet.

”Puha, her er godt nok varmt” tænkte han ved sig selv, og hoppede lidt videre hen over det hårde sorte sten. Hop hop… Solen stod næsten lige over Lillefrø, og det var godt nok så varmt at han var ved at blive helt bekymret over det. Men eventyrlysten drev ham videre på sin færd imod Grønneskoven og alle de nye oplevelser. Hop hop… hop. Lige som han begyndte at se den anden ende af den sorte ørken, kom der noget mærkeligt. Foran ham var der, midt i alt det sorte sten, en meget lang hvid sten.

”Hvad i alverden er det? Hvad laver den der?” sagde Lillefrø, for den havde aldrig set noget så hvidt før. Ud over solen selvfølgelig. Men han kunne altså ikke finde ud af hvorfor den var der, og så måtte det jo bare blive ved det. Der var jo så mange andre spændende ting at se til. Lillefrø hoppede altså videre…

Hop… hop hop… hop. Den ville snart være ovre på den anden side af ørkenen nu. Men den kunne høre en mærkelig lyd i det fjerne. Som en kæmpe hveps der summede langt langt væk. Frøer kan ikke se så godt, så Lillefrø så ikke at den nærmede sig ham. Men den kunne høre at den kom tættere på.

”Uha, hvepse er ikke særligt rare. Hvor kan jeg mon gemme mig?” tænkte den, men der var jo slet ingen steder at gemme sig når den stod i den sorte ørken helt uden planter til at hoppe om bag ved eller ned i. Nu blev Lillefrø rigtignok rigtig lille. Den så i retning af lyden, og nåede at skimte noget rødt bevæge sig. Det kom nærmere… og nærmere. Lillefrø krøb helt sammen til en lille grøn… frø, for det var den jo, men nu var den meget lille og svær at få øje på. Den store hveps kom meget hurtigt lige hen imod den, og nu kunne han se den. Han havde aldrig set noget lignende. Det var en stor rød kantet hveps med firkantede hvide øjne der lyste helt ude i siden af hovedet. Det så næsten ud som om den løb på fire ben, men den var så hurtig at den helt sikkert fløj. Den lignede slet ikke noget. Det var hverken som et græsstrå, et træ, et svømme-dyr, gå-dyr eller et flyve-dyr. Lillefrø krøb helt sammen og gemte hurtigt hovedet under en frø-fod da dyret fløj hen over den. For dyret kom med en farlig fart, og fløj ganske lavt over Lillefrø så du må nok forstå at han var ganske bange. Men dyret fløj væk, lige så hurtigt som det var kommet.

”Nørj, hvor hvad den stor. Mindst 25 frøhop lang og 15 frøhop bred og 10 høj.” tænkte Lillefrø overvældet. Det efterlod sig en lugt, en mærkelig lugt som han heller aldrig havde lugtet før. Den lugtede ikke som hverken planter eller nogen slags dyr. Den her lugt var meget anderledes, men den lugtede rigtig grimt og giftigt.

Hop hop… hop hop… hop. Lillefrø var i gang igen, og hoppede lystigt videre. Den kunne slet ikke vente til at komme hjem og fortælle om det mærkelige dyr. Den tænkte slet ikke på at det var farligt længere. Nej, for Lillefrø var hele verden ny og spændende nu. Og se, som solen lagde sig til at sove var han ovre på den anden side af den sorte ørken, og kunne igen sætte sine frø-fødder i det bløde og fugtige græs. Lillefrø fandt et fint sted med fugtig jord og højt græs at lægge sig til at sove sin søde frøsøvn…

4.

Lillefrø vågnede da solen lige var sprunget op på himmelen. Han hørte noget risle inde i et krat ved siden af ham. Straks var Lillefrø på spring, begejstret over at han rent faktisk havde overnattet helt herude, så langt væk. Han kunne slet ikke vente til at fortælle de andre det hele. De ville revne af misundelse og ærgre sig.

Risle… risle… lang pause… risle. Lillefrø sad med store øjne og kiggede i retning af lydende. Det lød godt nok vældigt stort, så han var lidt bange men også ganske spændt og interesseret. Et usandsynligt stort hoved kom ud af en busk lidt længere væk. (Det var meget stort fra en frø’s synspunkt, da det er velkendt at en frø har et meget lille hoved.) Det var helt brunt, og med store sorte øjne. ”Ad, hvor ser det ulækkert ud. Det er jo helt tørt og behåret” tænkte den lille frø, og var glad for at den i det mindste var et pænt væsen med et beskyttende lag slim. I det samme sprang hele dyret ud af buskene, og den lille frø undrede sig meget over hvordan det så ud. Det havde meget lange, helt tynde ben som det ikke hoppede på. Lillefrø tænkte på om man egentlig kun kunne hoppe på korte ben, og smilede lidt ved tanken om et stort hoppende dyr.

”Det kunne se sjovt ud” tænkte han, og var lige ved at udstøde et kvæk af grin, men lod være. Man skulle vel trods alt passe på det store dyr, som nu var på vej hen mod ørkenen med en gevaldig fart. Frøen havde engang set en hund, den vidste godt nok ikke at det var en hund, men det her dyr lignede i hvert fald. Det var bare meget større. Nok 3 gange så stor ville den gætte på, men det var lige meget nu. Dyret var allerede hoppet væk, og nu skulle dagen bruges til at se spændende ting inde i Grønneskoven.

Lillefrø skulle dog først finde noget mad, og der var mange flere insekter herovre end nogle andre steder den havde været. Han hoppede glad rundt og fangede det ene insekt efter det andet. Han fandt ud af at der var nogle rød-grønne nogle der smagte rigtig godt, så han blev helt mæt den dag.

Lillefrø var dygtig til at fange insekter med sin tunge, fordi han synes det var sjovt og havde øvet sig ivrigt. Derfor, når han kedede sig hjemme ved mudderhullet, kunne han bruge megen tid med bare at fange insekter for sjov. Det var selvfølgelig ikke så velset hos resten af flokken, så han måtte gøre det lidt i smug. Men det skete tit at han hop-hoppede rundt og kunne efterhånden nogle tricks.

Men lige nu havde Lillefrø jo slet ikke tid til den slags. Det kunne han jo altid lege med når der var så mange insekter herinde. Nej, nu skulle han ind i skoven for første gang. Lillefrø undrede sig i et kort øjeblik over hvordan de ældre kunne advare mod noget de ikke havde set, men den tanke forsvandt hurtigt, da det er begrænset hvor meget der kan være inde i en eventyrlysten frø’s hoved på samme tid.

Hop… hop hop hop… den skulle… hop hop… bare over på… hop… den anden side af… hop… det… hop… krat… hop hop! Lillefrø stod nu i den farlige Grønneskov.

5.

”Kvæk… kvæk kvæk!” udbrød Lillefrø af begejstring mens han kiggede rundt med store glade øjne. Det var helt anderledes, og slet ikke noget han havde set mage til i hele sit frø-liv. Nede hvor han stod, var der dejligt fugtigt men ikke græs og tætte planter som alle andre steder den havde været. Her var der blade over hele skovbunden i solnedgangens bløde farver. Det lignede næsten de samme blade som i efteråret, men nu var det sommer hvor solen stod højt og alt var rigtigt grønt.

Men der var ikke bare disse gyldne blade, for rundt omkring stak der små grønne planter op og mest imponerende af alt: Der stod træer. Det var de største planter Lillefrø havde set nogensinde. De var meget større når man var tæt på dem. De sad fast i jorden med nogle meget store grene, som var mange frøhop brede, og når han så op… og op… og endnu længere op, kunne han se helt op til hvor bladende sad. Ud fra træet kom der masser af grene, og atter flere grene og til sidst kom der grønne blade som dækkede helt for himlen. Alle træerne bredte et helt tag ud helt deroppe, men man kunne se himlen igennem nogle få huller rundt omkring hvor lyset faldt ned i stråler som lyste op i skovbunden.

”Uh, det er dejligt at være frø her” tænkte Lillefrø og hoppede lidt frem, men blev nødt til at stoppe for at kigge rundt igen. Han kunne nu se, at der var flyve-dyr som fløj rundt helt oppe ved bladende. Den vendte og drejede hovedet for at se hvor de fløj hen af spændende steder. Han var nær faldet om på ryggen da et lille flyve-dyr fløj i nogle glade cirkler lige over ham. Det var vel rigtignok et spændende sted her, for en eventyrlysten lille frø.

Mens Lillefrø stod der og kiggede op, så den et blad der faldt af oppe i trækronerne. Det svævede langsomt nedad, ganske langsomt. Vendte sig… drejede sig i luften men alligevel dalede det helt roligt ned og landede lige foran Lillefrø, som det eneste grønne blad ned imod den rød-brune skovbund.

”Orv, det blad kommer helt deroppe fra” tænkte han og… hop… satte sig oven på det. ”Kvæk!”, sagde han i triumf over at vide at lige netop det blad kom helt oppe fra trækronerne. Hvis han bare havde vidst at alle de brune blade der dækkede skovbunden også var kommet deroppe fra, havde han fået et og andet at tænke på, men for en frø er det ikke så vigtigt hvordan ting var engang, men mest hvordan de er og hvordan de bliver. Så Lillefrø var altså vældig glad for at sidde på det blad og kigge sig rundt og lægge mærke til alle de nye ting.

Der var sommerfugle… eller, det vidste han jo ikke at de hed, så han kaldte dem det han synes de lignede. Det bliver for fremtiden derfor omtalt som et insekt-toblad-flyve-dyr, og han lagde skam også mærke til at de så forskellige ud for en eventyrlysten frø har øje for detaljer, men glemmer dem dog hurtigt.

”Kvæk!”… Lillefrø undrede sig meget. Den var helt sikker på at den slet ikke havde sagt noget.

”Kvæk, hvem er du?” sagde en stemme bag ham. Han vendte sig og der, foran ham, stod en frø.

6.

Det var virkelig et hyggeligt lille frø-sted ved en kæmpe sø der lå inde i skoven. Søen var helt blank, og det gjorde godt for Lillefrø at få en afslappende dykketur. Men som sagt, så er det en eventyrlysten lille frø vi har med at gøre, så der blev jo nok brugt rigelig tid til at svømme rundt og udforske søen. Den var helt klar, og man kunne svømme rigtig som han aldrig havde prøvet før. Han kunne svømme ud i midten og dykke helt ned til bunden og op igen, og det gjorde han rigtig mange gange, for nok er Lillefrø altid ude efter at se nye spændende ting, men den hører også til dem der forstår at det er godt at nyde de ting man har lige nu, som en belønning for at man har opsøgt det.

Han tænkte at det var pudsigt at hans gamle frøflok aldrig havde opdaget hvad de manglede fordi de ikke kendte et bedre alternativ. De var bare glade og tilfredse med hvad de havde.

I søen var der større svømme-dyr end Lillefrø nogensinde havde set. De svømmede fredeligt rundt og nød stedet som han selv. ”Mon de nogensinde rejser til et andet vandhul” tænkte han, uvidende om de fysiske forhold omkring en fisk, og transport på landjord. ”Men på den anden side, så har de det jo dejligt her, her er dejligt.” og sådan svømmede Lillefrø rundt i nogen tid før han fandt sig en åkande at sætte sig på og hvile ud. Han sad lidt og kiggede op på bredden og de andre frøer som han ikke havde nået at hilse på endnu. Den frø han var stødt ind i ude i skoven var Brunefrø, og Brunefrø var en pige. Hun lignede ikke ham selv, for dels var hun en lidt anden farve (og her vil jeg lade dig selv gætte hvilken farve Brunefrø mon i virkeligheden har), og dels var hun anderledes end alle andre frøer. Hendes kvækken var meget lys og Lillefrø kunne rigtig godt lide når hun Kvækkede. Han ville endog påstå at han kunne mærke den helt ind i sit lille frø-hjerte.

Hun havde vist ham hen til den flok hun hørte til, som levede her ved søen. Faktisk havde det aldrig faldet Lillefrø ind at der kunne være andre frøer andre steder, men nu forstod han jo at det måtte være sådan. Han tænkte på alle de frøer der måtte findes alle mulige andre steder…

Inde fra bredden hoppede Brunefrø i vandet, og et øjeblik dukkede hun op af vandet ved siden af Lillefrø’s åkande.

”Kvark?” (oversat: Må jeg godt komme op på din åkande?)

”Kv… kvæk!” (oversat: J… Ja… det må du da meget gerne)

De kiggede lidt på hinanden, og efter lidt tid sagde Brunefrø:

”kvæk kvæk” (oversat: flytter du dig så ikke lidt så jeg kan komme op?)

”Kvark… kv.. kvæk”

Lillefrø blev lidt mindre, og hoppede forsigtigt et lille hop til siden, og Brunefrø kravlede op på åkanden ved siden af ham. De kvækkede lystigt med hinanden i lang tid. Den ivrige iagttager ville nok hurtigt se at de to frøer var meget glade for hinanden

7.

Dagene gik hos den lille frøsamling i skoven, men ikke en dag uden nye spændende oplevelser for Lillefrø. Han fandt ud af at der nogle gange var små huller under træerne, hvor man kunne sidde helt for sig selv. Og med ”sig selv” mener jeg selvfølgelig Lillefrø og Brunefrø, for de to brugte ganske meget tid sammen. Brunefrø havde rigeligt med ting, hun ville have at Lillefrø skulle se og Lillefrø nød både at se de nye ting men også selskabet af Brunefrø. (Og det var rigeligt gengældt, men sådan noget kvækker man jo ikke højt om)

De var nede og besøge et blindt dyr der havde gravet mange gange under jorden, og selvom frøer og grave-gange-dyr ikke kunne forstå hinanden, så var det alligevel spændende og hyggeligt for de to at besøge den, og specielt at gå bag ved den når den gravede nye gange, for tænkt sig!.... Så var de jo de første frøer der havde været der hvor der før havde været jord.

Jo, Brunefrø holdt skam også meget af nye oplevelser og var meget interesseret i hvor Lillefrø kom fra. Og Lillefrø fortalte og forklarede om det lille mudderhul, om de store stykker hvor der ikke var andet end græs og om solen som hele tiden stod klart på himlen (når det jo altså ikke var overskyet)

”Det vil jeg gerne hen” sagde Brunefrø mange gange.

”Jammen det er slet ikke så dejligt som her” forsikrede Lillefrø hende om, men Brunefrø var nysgerrig, og det er jo ganske klart, for hun synes at skoven var så normal og for hende var det åbne landskab lige så nyt som skoven var ny for Lillefrø. Så han måtte altså love Brunefrø at vise hende ud af skoven, over den sorte ørken og ud i det åbne land hvor han havde levet hele sit liv.

Han kom til at tænke på de andre derhjemme, og pludselig glædede han sig rigtig meget til at komme hjem og fortælle om alle de nye oplevelser, om at der var andre frøer og om skoven og…

”Vil du se noget rigtig mærkeligt?” spurgte hun ham mens de hoppede rundt og fangede insekter.

”Kvæk!” sagde han, for selvfølgelig ville han det.

… og så hop-hop-hoppede de to frøer atter en gang ud for at se noget nyt og spændende. Det var langt væk denne gang, og Brunefrø så lidt nervøs ud.

”Hvad er det, hvad er det vi skal se?” kvækkede Lillefrø mange gange, men det ville han jo selv få at se sagde hun og så smilte de til hinanden og hoppede videre.

8.

Hop hop… hop hop… hop hop.

De nåede hen til et lille område i skoven hvor der ikke var nogle træer, men i stedet var der højt græs som Lillefrø kendte det. ”Kvæk kvæk græs kvæk derhjemme” sagde Lillefrø.

”Kvæk!” svarede Brunefrø og smilede, og så hoppede de hen ud i åbningen og det høje varme græs. Hun viste ham vej, for nu var de ganske tæt på, hvor hun nu ville hen. Hop hop… og så var de der. Det var godt nok mærkeligt for Lillefrø at se det der stod foran ham.

Det var lavet af træ, ligesom de store i skoven, men de her træer var firkantede og så var der mange af dem, sat sammen på en mærkelig måde. Dette var et picnic-bord af den slags man tager på skovflugt til, men det vidste Lillefrø jo ikke så det var meget mærkværdigt for ham. Den var lidt kantet på samme måde som den store røde hveps han havde mødt i den sorte ørken, men den her var ikke rød eller summede eller fløj hurtigt.

”Det var en mærkelig plante” tænkte han, men i det samme kunne de høre noget risle i skoven, og det kom nærmere. Brunefrø blev meget bange, og kvækkede en helt masse om at de skulle skynde sig væk, så de sprang i fuldt firspring over i et krat, hvor de stoppede for at puste ud.

Et lille frøhoved stak ud af busken, for Lillefrø var nysgerrig som sædvanlig. Og du må forstå at han gjorde store øjne, da han så nogle meget ualmindelige dyr komme hoppende, nej kravlende, nej… Lillefrø vidste ikke hvad de gjorde, men de gjorde det på kun to ben.

”Det var da mærkeligt” tænkte han, for han kunne sagtens se at de skam havde de to andre ben men de sad ind til kroppen, lige som når man skulle svømme rigtig hurtigt under vandet, og holdt forbenene ind langs siden for at være strømlignet som et svømme-dyr. Hvad Lillefrø specielt lagde mærke til var, at deres skind var meget forskelligt. Det så ud til at sidde helt løst, og så var det i mange forskellige farver og mønstre. Det så ud til at der var to store dyr og en enkelt lille, som havde fat i en af de store med det ene forben.

Det ene dyr gjorde noget MEGET mærkeligt! Den havde en bule på ryggen som ingen af de andre havde, og nu tog den puklen af og tabte den i græsset, og Lillefrø havde ganske ret i at det så ud til at deres skind sad meget løst, for det andet store dyr smed nu noget af sit skind, og det havde en anden farve skind indenunder.

”Kvæk!” sagde Lillefrø meget lavt, mens Brunefrø stak hovedet ud og kiggede med ved siden af. Lillefrø mærkede en at hendes ene frø-fod blev sat forsigtigt hen over hans.

”Det er i grunden ret praktisk at tage skind af og på, så man kan gøre noget ved det når det er for varmt eller koldt” tænkte Lillefrø der havde haft tanken om at gå ud af sit (gode) skind når det blev for varmt. Og han kunne lynhurtigt se hvor smarte mennesker var, for i den pukkel det ene dyr havde, var der mad og ting at drikke.

”Gad vide om jeg ikke også kan samle mig en bunke insekter, så jeg har til en dag jeg ikke selv gider fange dem?” tænkte Lillefrø, og kiggede interesseret videre på de mærkelige dyr. Det lille af de tre, løb lidt rundt uden noget bestemt mål, mens de to store satte sig på lille-træ-med-kantede-grene og lagde noget af spisen derop. Lillefrø var frygtelig nysgerrig nu, for gad vide hvad de mon spiste, og hvordan deres skind som de havde lagt fra sig var. Det lå jo henne på jorden lige ved siden af dem, men han kunne godt regne ud at det ville være alt for farligt at nærme sig sådan nogle mærkelige væsner, for med eventyr kommer farer, og det vidste han kun alt for godt.

”Ret mærkelige, ik?” kvækkede Brunefrø ganske stille og kiggede begejstret på Lillefrø.

”Kvæk!” Udbrød Lillefrø højt, men holdt straks en frø-fod op for munden.

Nu kiggede det lille væsen over mod dem, og begynde at bevæge sig i den retning også, så nu blev Lillefrø og Brunefrø meget bange og sad helt stille, for det gør frøer når de er bange og nok var Lillefrø ikke nogen helt normal frø, men en frø var han nu engang. Det lille væsen var faktisk ret stort kunne de se nu hvor det var kun nogle få frøhop væk. Bare det nu ikke havde set dem, som de sad under busken. Men Brunefrø blev bange og hoppede et hop tilbage og så så væsenet lige pludselig ned på Lillefrø som slet ikke vidste hvad han skulle gøre. Han sad helt stille, og før den vidste af det havde væsenet bukket sig ned og samlet ham op og nu var Lillefrø ganske fanget i et menneskebarns hænder.

9.

Lillefrø sad først helt stille, mens den kunne mærke de store varme hænder holde om den. Det gjorde faktisk ikke ondt, men han var meget meget bange og blev pludselig klar over at han hellere måtte hoppe væk før der skete noget så forfærdeligt at han slet ikke turde lade hans små frø-tanker tænke på det. Men han sad helt fast og selvom han skubbede fra sig med sine fødder, kunne han slet ikke komme ud. Og nu så Lillefrø ned…

Han var højere oppe end han nogen sinde havde hoppet før, han kunne lige netop få sit frø-hoved ud og kigge ned. Han stod ikke på noget, men hang bare i luften med hænderne der holdt ham omkring maven. Lillefrø var selvfølgelig bange, men hans eventyrlyst kilede i maven og et eller andet sted glædede han sig til at fortælle de andre om det her.

Lillefrø kunne mærke at hænderne ændrede deres greb om ham, og et kort øjeblik troede han at han ville falde hele den lange vej ned til jorden, men pludselig sad han på en helt flad hånd der ikke holdt om ham. Det lille væsen (som var meget stort) tog ham helt op til sit hoved og kiggede på ham med sine store øjne. Han overvejede kort at springe ud, men han vidste at der var alt for langt ned for en lille frø som ham.

”Åhnej” tænkte han… ”bare den nu ikke spiser mig” og han krøb sig sammen til en så lille en grøn klump som han kunne. Barnet kiggede lidt på ham med store glade øjne, og i det samme udstødte det et højt latterbrøl og begyndte at løb hen mod de to store væsner. Som Lillefrø sad på den urolige hånd af det lille løbende barn, kom han til at tænke tilbage til de gamle og vise i hans gamle flok på heden. De havde fortalt om alle de farlige væsner inde i skoven som kun var ude på at æde frøer, og nu blev Lillefrø bange igen. Da menneskebarnet stoppede hos sine forældre som sad midt i deres skovudflugt, kiggede Lillefrø tilbage og kunne lige se Brunefrø’s bekymrede øjne følge ham. Hun sad stadig ganske gemt under de små buske og kiggede.

Lillefrø så på de to meget store væsener som spiste den medbragte føde, og de kiggede op på det lidt mindre væsen der holdt ham og så stirrede de på ham. De kvækkede på en ganske sær måde i en lille samtale, og han kunne godt se at det lille væsen måtte følge de store væseners råd, dog en lille smule mod sin vilje men Lillefrø vidste stadig ikke hvad der skulle ske med ham nu. Pludseligt mærkede han hånden folde sig om ham igen og nu blev han ført helt op til ansigtet af de lille væsen som holdt ham. Barnet viskede nogle ganske få ord til Lillefrø, hvorefter han mærkede at han blev ført nedad og snart kunne han mærke det friske græs under sin svømmehud igen. Væsenet gav slip og løb væk med et så kraftigt afsæt, at Lillefrø ville have svoret på at end ikke 1000 frøer der hoppede samtidig kunne få jorden til at ryste lige så meget.

Han kiggede sig forvirret om i det høje græs. Han havde lyst til at putte sig væk i græsset til væsenerne var helt væk, men samtidig var han kommet i tanke om Brunefrø og kunne ikke få hende ud af tankerne. Han måtte finde hen til hende, og uden at tænke over menneskene, hoppede Lillefrø med dristige hop hen mod den busk hvor Brunefrø sidst sad og det er meget modigt gjort af en frø der lige har været i hænderne på et menneske.

Hop… Hop… hop… og stop! Nu var Lillefrø ved busken men der var ingen Brunefrø at se. Lillefrø blev helt stille i et øjeblik, og igennem stilheden kunne han høre en svag klapren der kom fra en lille bladdynge inde under busken. Og lur mig lige om det ikke var Brunefrø der var krøbet i ly, for den synes også at det så ganske farligt ud at Lillefrø blev båret rundt på af et menneske. Lillefrø hoppede glad hen til bladbunken, tog en dyb indånding og kvækkede af fulde hals: ”KVÆK!!” og i kan tro at Brunefrø farede op og skulle lige til at stikke i hop, hvis ikke hun til sin store lettelse så at det var Lillefrø. Lidt kluntet fik hun sig selv på rette frøfod og kiggede et øjeblik på Lillefrø og han kiggede på hende…

”Jeg var bange” kvækkede hun stille.