User:Jonasl/Det indre ansigt
From Wikipedia, the free encyclopedia
A short story by Jonas Kristoffer Lindeløv
Hendes øjne blinkede. De strålede af glæde mens hun stod der, så sig selv i spejlet. Hver en kurve, hendes bløde og fugtige hud, den lille næse der sad som en ypperlig prydelse i et smukt ansigt blev studeret nøje som hun stod der. Kørte forsigtigt en finger forbi panden for at vippe en smal stribe hår væk. Hun lod hånden fortsætte i en blød bue, fulgte håret helt ud til øret hvor hun stoppede et kort øjeblik. Derefter kørte hun den nænsomt tilbage langs den markante men smukke kæbe. Hun lod fingrende køre langsomt ned over hendes hals, og tog et lille greb om halsen før hun lod hånden falde ned.
Lænede sig en anelse frem, og kom med endnu et bekræftende smil da hun så ind i hendes forførende øjne. Som dybblå have med de grønneste enge, var farven. Et let blankt lag lå hen over som den fineste glaskuppel, og gav det helt specielle glansfulde og uskyldige skær som kunne smelte enhvers hjerte. Aldrig havde hun forhindret disse øjne i at udtrykke deres naturlige skønhed. Velduftende var hendes gyldne hår, som sad som en let bølget prydelse på hendes hoved, og hang let svingende ned på hendes skuldre, hvor det sluttede med en elegant lille bue. Kærtegnede let hendes hals, som hun vippede hovedet lidt til venstre for at bekræfte at håret stadigt havde den lethed og glans som hun var så godt tilfreds med.
Smuk var hun i det hele taget. Som hun stod der foran spejlet, sænkede hun elegant sine skuldre lidt før hun tog en vaks lille drejning og bevægede sig med små skridt ind i sit soveværelse. Hendes bevægelser var ikke tilfældige. Hun gik som en elegant lille fe, der dansede en lille dans af glæde, vippede let med hovedet som en lille pige der løber på stranden. Hun holdt sin overkrop i en perfekt lige form, der viste hendes flotte kropsbygning. Satte sig med et lille bump i sengen, og strakte armene nedad for derefter at placere de sarte fingre i dynen, og gav den et let klem før hun beslutsomt rejste sig op igen. Hun blev stående et sekund før hun gik over til sit skab, og valgte en jakke hun ville have på den dag. Lang tid tog det ikke at finde en jakke der vel nok var en anelse smal over skuldrende, men som ellers hang flot ind til kroppen.
Hun havde orden i sine ting. Havde altid tankerne en dag frem, så tingene var sat i system. Overraskelser hørte ikke til en af de ting som var en del af hendes liv. Alting skulle gøres på den mest rigtige måde. Hun havde altid haft det sådan. Hendes mor havde gang på gang forlangt at den lille pige skulle rydde op på sit værelse, vaske hænder i tide og utide, se pæn ud og meget mere. Hendes far havde hun aldrig savnet, aldrig kendt. Hun drejede skabslågen en anelse, sådan at spejlet sad i den perfekte vinkel til at bekræfte hendes flotte profil for hende. Hun vendte sig med et rask ryk, og koncentrerede denne gang om at få håret til at svæve let op fra hendes hovedbund, og vise sin fylde i et kort øjeblik før det faldt tilbage på sin perfekte startposition.
Hun forlod sit værelse, og gik ud af lejligheden. Skyndte sig hurtigt med små forsigtige trin. Det gav en let genlyd i den flisebelagte opgang, som hun bevægede sig nedad. Hurtigt åbnede hun døren ud til gaden der mødte hende med et lifligt vindpust og et skarpt sollys. Hun holdt hånden op mod solen, som hun bevægede sig ud på fortovet. Det var en dejlig dag. Med raske skridt bevægede hun sig hen ad fortovet, bilerne passerede forbi som små aggressive dyr der spurtede af sted for bare for at nå før de andre. De virkede næsten som en kontrast til hende, som hun gik så perfekt, roligt og uskyldig stille inde på fortovet.
Hun kiggede lige frem for sig. En masse mennesker gik forbi hende. Som i slowmotion virkede de som små statister i en anden verden. Var der bare, og hun fik aldrig brug for dem. Ligesom de ikke fik brug for hende. Separeret var verden uden for hendes hjem. Kold og hård. Et par travle mennesker gik forbi hende, og en enkelt ramte hende halvhårdt så det gav et ryk i hende. Hun mærkede et kort øjeblik varmen af et andet menneske, men i det samme følte hun den kolde vrede som manden udviste i sin travlhed. For ham havde hun været et besvær som blot kunne vække yderligere harme hos ham. Han ville glemme hende sekundet efter, men vreden som han havde fremkaldt ville side i ham i lang tid. Den kolde og kyniske verden.
Hun standsede op ved en fodgængerovergang hvor der stod nogle mennesker. Hun så deres ansigter. Alle fyldt med fortvivlelse, fikseret på fremtiden, irriteret over at stå stille. Ikke et eneste lille tegn på glæde over en dejlig dag eller en glad forventning til noget der ville ske. Hun kiggede ned. Ville ikke konfronteres med deres onde øjne, eller smittes af deres harme. De stod alle sammen uroligt og ventede. Bange for at vise hinanden noget, de lukkede sig selv inde med et uforståeligt skjold af kynisk koldhed. Det var forsvaret mod andres vrede i verden hun gik i. Hun mærkede kort en tristhed som hun stod blandt alle disse mennesker og mærkede de negative linjer imellem dem.
Linjerne var rundt om hende, de gennemborede hende. Hun havde intet skjold til at skærme. Dybt sad de, hårdt skar de. Inden i hende vred hun sig i smerte, knækkede sammen og blødte. Ingen hjælp kom.
Hun kiggede op, bilerne var stoppet ved fodgængerovergangen. Om lidt ville folk bevæge sig over fodgængerovergangen mens bilerne sad og lod sig irritere. Disse sekunder hvor folk ventede på det grønne lys, ramte hende. Spændingerne blev kraftige mellem folk. Samtidig holdt bilerne stille og ophobede deres energi. Ventende på at brænde den af så snart lyset skiftede.
Der blev grønt for fodgængerne.
Som hun lå på jorden, fattede hun et kort øjeblik mod og rejste sig med besvær. Hun fandt sig et lille sted mellem linjerne, hvor hun rettede sig ud og stillede sig med rank ryg igen. Lyset skiftede. Energierne voksede. Accelererede mens linjerne bevægede sig rundt om hende. Indsnævrede sig rundt om hende. Hun blev ramt. Stærkere end før, borede og drejede smerten sig i hende. Hun faldt igen og lå med hovedet på de hårde fliser. Gruset kradsede og gav hende rifter på kinden, smerten strømmede ud af hende. Hun lå og vred sig på jorden, mens folk gik forbi. Kastede ikke et eneste blik på den blødende pige, men skyndte sig hurtigere end før. I slowmotion gik de forbi, langsomt og ligegyldigt mens hun rakte en rystende hånd dækket af smertens blod op mod himlen.
Hun bevægede sig over fodgængerovergangen sammen med de andre. Turde ikke kaste et blik ind mod bilerne, som holdt som vagthunde ved hendes ene side. Hun ville ikke se endnu et kold ansigt, kunne ikke klare forsvaret fra endnu en bevæbnet person. I et kort øjeblik rettede hun blikket mod sig selv. Hun rettede sig igen, førte flygtigt en hånden igennem håret for at rette det lidt tilbage. Sænkede skuldrene en anelse, og fortsatte fremad.
Hun kiggede ikke op.
